Afstemningsresultat

Med stort flertal vandt DSB’s stillekupé-koncept årets Stilhedspris
Alle kender DSB. Toget er for alle. At man selv kan vælge at rejse i fred og ro i stillekupé er lige i vores ånd. Jo flere stille rum, der åbnes for os, jo bedre. Gerne lige midt i dagligdagen.

 

 
Rudolf Steiner-børnehaven Ellemosen i Ry kom ind på 2. pladsen
I børnehaven arbejder man bevidst med stilhedsopdragelse, som børnene får med sig ud i verden. Denne station på livsvejen kan man frit vælge til for sine børn.

 

 

 
På 3. pladsen radiovært Hans Otto Bisgaard
Igennem mange år en velkendt medieperson er hr. Bisgaard nu med til at sætte dagen blidt i gang fra programmet Morgenstund på P4. Behageligt og afdæmpet. Man tænder for udsendelsen, hvis man gerne vil høre den.

 

 

Karakteristisk for disse tre er, at deres stilhed ikke er komplet fravær af lyd. Ombord på toget er der jo altid lyd, en susen fra ventilationen, en bolle, der tygges, døre, der går op og i. I børnehaven er der ikke komplet stille, men en styret vekselvirkning mellem stilhed, tale og aktivitet. I radioudsendelsen er der selvsagt lyd. Tale, musik, nyheder i en mild blanding uden ophidset stemmeføring.

Vi tror, at denne afstemnings resultat betyder, at vore medlemmers højeste ønske er tilgængelig stilhed midt i det daglige liv. Og at med stilhed mener man slet ikke undertrykkelse af al lyd, men derimod behersket lyd, lyd, der hører naturligt til situationen, lyd, der vedligeholder hjerterytmen på et afdæmpet niveau. Og fremfor alt: Valgbar lyd.

Tillykke til DSB. Og stor tak til alle, der har medvirket på den ene eller den anden måde. Forretningschef i DSB Leif Fabrin tog på vegne af DSB imod prisen den 9. maj ved en begivenhed på Aarhus Hovedbanegård. Vi siger tak til DSB for at have taget godt imod os, og tak til skuespiller Lotte Arnsbjerg, som for os svøbte prisoverrækkelsen i en meget udtryksfuld, ordløs performance.