Radiovært Hans Otto Bisgaard

Jeg synes, at Hans Otto Bisgaard fra Danmarks Radio fortjener en pris. Min begrundelse er, at han laver radio, så det er rigtig dejligt og behageligt at høre på: Med en uanstrengt måde at snakke på og uden baggrundsstøj.

Jeg synes, at DR har pligt til at lave radio og tv på den måde, som Hans Otto Bisgaard repræsenterer, da det faktisk er den måde, langt de fleste i Danmark foretrækker det.

Hvis DR lavede en undersøgelse om, hvorfor P4 har langt størstedelen af alle radiolyttere, så vil de kunne se, at det er rigtigt, hvad jeg fortæller her.

Der er så meget baggrundsstøj i radio og på TV. Og hvis I spørger hjerneforsker Peter Lund Madsen, vil han kunne give mig ret i, at det kan være skadeligt at høre baggrundsstøj på samme tid, som man modtager informationer. Når vi på TV får præsenteret død og ødelæggelser, har vi ikke brug for at få forstærket vores indtryk. En sådan måde at lave tv og radio på, er med til at gøre, at vi har mere og mere brug for stilhed.

Kjeld Winther, Randers