Børnehaven Ellemosen

At være ved havet eller i landskabet en dag eller en nat, hvor selv vinden er tavs, og ikke det mindste kluk eller anden lyd når mit øre, er for mig den højeste lykkestund! – Men jeg kender et sted, hvor jeg med mellemrum kommer, og hvor jeg kan opleve en stilhed ligeså intens. Der er mange små børn samlet. De sidder og lytter til fortælling, til historier og eventyr – de formår helt stille at opleve hinanden tænde lys eller vise ting frem. De kan være stille og vente! At opleve sådanne stilhedsøjeblikke i en børnehave er noget ganske bemærkelsesværdigt! Fra første gang jeg for et par år siden sammen med min dattersøn oplevede en morgensamling – til for nylig, hvor hele børnehaven var til hans fødselsdag, har disse øjeblikke med barne-stilhed gjort et dybt indtryk på mig.

Rudolf Steiner Børnehaven Ellemosen gør noget ganske særligt for stilheden! Ikke bare for stilheden her og nu, men den lægger grunden til, at stilheden kan vokse i vores samfund i fremtiden. Den ægte stilhed kommer indefra mennesket! Lykkelig den, der fra barnsben har oplevet og lært, hvor lægende den er!
 
Hermed indstiller jeg Børnehaven Ellemosen til Stilhedsprisen 2012.
 
Mormor Yvonne Bæk, Tranekær

 

Rudolf Steiner Børnehaven Ellemosen i Ry fortæller om sig selv:

Vi opdrager. Vi opdrager sådan, at det er muligt at være mange sammen og have ørenlyd. Lydreguleringen ligger i hver enkelt og i organiseringen af samværet. Vi har et fortælle-æg, så kun den, der holder marmorægget, har ordet, og resten lytter. De, der gerne vil tumle og være mere højrøstede, må gå i tumlerummet, så de, der ønsker stille sysler, kan være i fred i stuen. De, der har en kraftig stemme, sidder sådan ved frokostbordet, at stemmen har retning mod væggen og ikke ud over alle andre. I hvilestunden skal der være total ro, for ens egen og for alles skyld, så alle faktisk kan få hvilet.

I børnehaven har vi mange stunder i løbet af en dag, i hvilke vi er samlede, og der skal lyttes. Det bliver øvet meget, for den, der ikke kan være stille, kan ikke lytte. Den, der ikke kan lytte, er ikke med i fællesskabet. Den, der ikke er med i fællesskabet, virker forstyrrende på det. Alle mister ved larm. Det er en lose-lose situation. At lytte er derimod en win-win situation.

Den enkelte har også brug for at kunne være stille i eget selskab. I stilheden/roen vækkes evnen til fordybelse og selvforglemmelse, og de to egenskaber er det uhyre vigtigt at udvikle – bl.a. for at kunne blive skoleparat.