Kolonihaveforeningen Søvang

Jeg vil gerne indstille min Kolonihaveforening, nemlig Haveforeningen Søvang, Sylbækvej 38, 8230 Åbyhøj, fordi der engang i tidernes morgen var en bestyrelse, der fik indføjet i vedtægterne, at man ikke må bruge udendørs motoriserede redskaber (boremaskiner, græsplæneklippere, hækkesave, buskryddere, motorsave mv) i weekenderne fra d. 15. maj til d. 21. august, fra lørdag kl. 12 til mandag morgen. Undtaget er weekenden før Sankt Hans (så man kan klippe hæk i denne weekend).

Det giver en skøn ro i haverne i weekenden, som er svær at finde magen til, selv i de meste rolige villakvarterer i byen og på landet. Og det har nu fungeret i rigtigt mange år til alles tilfredshed. Når man først lige vænner sig til det, kan man godt finde ud af at få ordnet de støjende ting i resten af ugen og før lørdag kl. 12.

Så mit nytårsønske for alle, der bor i områder med haver, er, at de må kunne enes om at skabe samme dejlige rammer for udendørsaktiviteter i sommerhalvåret.

Mariann Kallehave, Brabrand