Ribe Svømmebad

Jeg hedder Helle Steen Jørgensen. Jeg er medlem her, og synes utroligt godt om ideen til dette projekt, da larmen er steget voldsomt i samfundet.

Jeg vil godt indstille Ribe Svømmehal til en pris! Jeg har været saunadyrker i 35 år. Altid har der været larm i svømmehallerne fra en irriterende radio, der udspyr larmende høj musik og råbende reklamer i omklædningsrummet. Det er langtfra afslappende at høre på, men stresser i stedet. Pga. den høje musik råber alle børn højere for at kunne overdøve radioen.

Problemet er, at man mange steder tror, at hvis der ikke er larm, så bliver de unge væk fra svømmehallen!

Jeg talte med personalet i Ribe Svømmehal om dette, og bad dem skrue ned. I starten var de som alle andre imod, og bange for at de unge ville brokke sig. De gik dog med til i starten at lukke radioen den sidste time hver torsdag, når jeg kom.

Folk er nu blevet så glade for den ro, der er i omklædningsrummet og i saunaen, at radioen nu også lukkes den sidste time om fredagen. :-) Selv børn og unge synes nemlig det er rart med ro, og de råber ikke så højt mere.

Jeg synes, de fortjener en pris, fordi de ikke kun lyttede, men turde prøve, og fordi de respekterede, at ikke alle ønsker larm! Andre steder har jeg ikke mødt denne respekt og lydhørhed overhovedet.

DET ER REN meditation at komme i Ribe Svømmehal, hvor man altid mødes med store smil!

Helle Steen Jørgensen, Rødding