Øget fokus på indendørs lydmiljø

Interessen for at indrette arbejdspladser og institutioner med god akustik er i stigning ifølge rådgivende ingeniør

Af Michael Møllgaard

Børnehaven Ellemosen i Ry tæt ved Skanderborg er netop blevet færdig med at bygge til. Et nyt opholdsrum er kommet til, med masser af lys og udgang direkte til det grønne areal udenfor. Nu skal lydforholdene godkendes, inden rummet kan tages endeligt i brug. Der er bestilt en konsulent fra et rådgivende ingeniørfirma, der kan måle, hvordan rummet opfører sig rent lydligt.

Jeg har fået lov at lytte med, da Anders Vestergaard Christensen, der er konstruktionsingeniør i firmaet midtconsult, en dag i december laver lydmålinger i den ny tilbygning til børnehaven. Helt frit får jeg nu ikke lov at lytte, for den lyd, der frembringes under målingen, er så kraftig, at jeg skal have høreværn på. Udstyret bliver rullet ind på en lille vogn, det vejer nemlig også godt til. Der skal forbindes kabler og drejes på knapper, før et program er klar til via en mangesidet højttaler at udsende kraftig, såkaldt ‘hvid støj’ i rummet – det lyder som den hvæsen, en radio laver, når den ikke kan fange nogen station. Med et instrument, der bæres rundt til forskellige positioner i rummet, kan de akustiske kvaliteter ved rummet måles ud. Ved denne undersøgelse drejer det sig om at måle efterklangstid. Det er en af de vigtige faktorer for, hvordan lydforholdene bliver i et rum. I børnehaven skal der både kunne leges, synges og tales sammen, uden at det hele flyder sammen i en stor grød af lyd, som det er svært at orientere sig i. Er efterklangstiden for lang, vil al lyd runge i lokalet og gøre det svært at forstå en talende stemme, og hele lydniveauet vil langsomt krybe opad, for mennesker har tendens til automatisk at hæve stemmen for at gøre sig forståelige, når baggrundsstøjen stiger. Det kender mange forældre til, når deres barn kommer hjem fra en daginstitution – så ligger stemmen helt oppe i alarmlejet, og kan for eksempel fint høres tværs gennem et tætpakket supermarked.

Lydforhold og trivsel

”Det er relativt nyt med interessen for det indendørs lydmiljø”, fortæller Anders Vestergaard Christensen. ”Jeg tænker, at når man gennem de seneste år har fået ganske godt styr på radiatorerne og ventilationsanlæggene, så er turen nu kommet til akustikken.

Det er både i brugernes og bygherrernes interesse, men det er også en teknisk nødvendighed, for kravene til de akustiske forhold øges hele tiden gennem Bygningsreglementet. Det, der blev bygget for fem år siden, kan ikke nødvendigvis leve op til kravene af i dag. Der skal mere isolering til for at opfylde bestemmelserne om, hvor meget lyden må fylde og udbrede sig. I børneinstitutioner er der stærkt fokus på lydmiljøet, for man er klar over, hvor meget det betyder for børnenes trivsel. Men det er jo også en arbejdsplads, og pædagogerne er nødt til at have en passende beskyttelse mod for højt lydniveau. Faktisk ligger pædagoger lige efter stålindustriarbejdere, når det kommer til den støj, de er udsat for på arbejdet.”

Leder af byggeprojektet og medlem af børnehavens bestyrelse, Susanna Mauss Hansen, har de bedste forudsætninger for at omsætte Bygnings­reglementets paragraffer til praksis i børnehavens ny tilbygning. Hun er tyskfødt og uddannet arkitekt, og hun har erfaring fra flere institutionsbyggerier i Tyskland i 90’erne. Hun forklarer: ”Her skal vi holde os til Bygningsreglementet fra 2010, som siger en del om lydmiljøet i nybyggedebørneinstitutioner. For eksempel om, hvor meget lyden må udbrede sig fra det ene rum til det næste.” Hun peger på en skydedør, der forbinder to rum. ”Sådan en er i støjmæssig henseende ikke ideel”, siger hun, ”for den lukker ikke så tæt som en almindelig dør. Men da vi kun har én børnegruppe, vil børnene enten være det ene eller det andet sted, og så er det jo ikke så vigtigt, om lyden kan vandre fra et rum til et andet. Kommunens byggesagsbehandler er enig med os i, at det væsentlige i det her tilfælde er, at der er styr på efterklangstiden i vores nye rum. Det er det, der skal måles ud i dag”. Susanna Mauss Hansen smiler. ”Vi håber selvfølgelig, at vi består eksamen!”, og hun fortsætter: ”Vi er meget opmærksomme på at få vores rum til at fungere lydmæssigt godt. Det har stor betydning for vores pædagogik og hele oplevelsen af stedet her som børneinstitution og som arbejdsplads.”