Nominerede til stilhedsprisen 2022

I år er der udvalgt 6 nominerede til Stilhedsprisen.

1: Foreningen Ro på landet

Foreningen “Ro på Landet” arbejder for at bevare stilleområdet Vindum Skov. Et grønt pusterum for mange og en lise for sjælen på stressende og larmende hverdage. ”Ro på Landet” er også medstifter af “Naboer til Motorbaner”, der er en paraplyorganisation for alle foreninger, der arbejder for at bevare fred og ro og bekæmper støj fra motorbaner f.eks. Jyllandsringen. ”Ro på Landet” arbejder utrætteligt for at påvirke politikere i Viborg Byråd til at sikre fred, ro og stilhed i Vindum Skov.

2: Råbjerg Mile

Råbjerg Mile – det vidunderlige naturområde på Jyllands top. Her oppe på Danmarks største vandreklit finder både ører og øjne ro. Nok bevæger de millioner af kubikmeter sand sig, men de cirka 15 km årlig vandring støjer ikke. Det gør sommerens turister faktisk heller ikke. Eneste markante lydkilde er de mange strandtudser, som holder til i omkringliggende småsøer og -pytter. Tudserne kvækker om foråret, men der skal ond vilje til for at karakterisere det som støj.

3: Urbaser

Når renholdningsselskabets kæmpe lastvogn fra Urbaser kommer trillende, stor som et hus, er der ikke en lyd. Det er en fantastisk elektrisk renovationsvogn, som selskabet har anskaffet og benytter både til dagrenovation og pap, glas i Hjortekær, hvor jeg bor. Det at kunne få hentet skrald uden en masse larm gør, at Urbaser nomineres til Stilhedsprisen 2022.

4: Hovedbiblioteket i Birkerød

Hovedbiblioteket i Birkerød nomineres som modtager af Stilhedsprisen 2022 for deres læsesal.

Læsesalen er et hyggeligt sted med gode møbler og plads til og mulighed for fordybelse. Det, der gør det unikt, er imidlertid, at læsesalen er lukket af med dør ud til resten af biblioteket, og at læsesalen ligger i udkanten af dette. Derudover opleves det helt klart som om, hovedparten af de mennesker, der bruger læsesalen, respekterer, at der skal være ro.

5: Henrik Strube

Henrik Strube, musikeren, komponisten, sangeren (artisten), forfatteren, den tidligere redaktør for fagbladet Musikeren nomineres som modtager af Stilhedsprisen 2022. Henrik Strube forklarer på fx Facebook, i foredrag og i interviews om lydhygiejne og hørelse, og fx hvordan de bittesmå, let transportable boomboxes, som mange har med overalt om sommeren, kan komme op på lydstyrker vel på linje med voldsomt professionelt udstyr til koncerter, og hvilke problemer dette medfører. Videre har Henrik Strube udgivet bøger om emnerne, og han argumenterer for, at vi bliver opmærksomme på/indfører det svenske, Kgl. Musikakademis manifest for et bedre lydmiljø.

6: Rema 1000

Det eneste sted jeg kan handle i ro – derfor denne nominering.
Rema 1000 er en af de få butikskæder, som har fravalgt at have baggrundsmusik i deres butikker.

17 Comments

  1. Ove Steen Smidt

    At give Stilhedsprisen til Rema er vores mulighed for at medvirke til at gøre en forskel i samfundet, uanset hvor sympatiske de andre kandidater kan være. Det forudsætter imidlertid, at foreningen offentliggør tildelingen af prisen så vidt og bredt som muligt med henblik på at skabe debat om støjplage i form af musik i butikker.
    Som næsten daglig bruger af Rødovre Centrum kan jeg bevidne, at dette center i sine fællesarealer stadig lever op til den Stilhedspris, stedet tidligere har fået. Det gælder bare langtfra de enkelte butikker, hvor mange, f.eks. Føtex, spiller musik, som gør det svært at koncentrere sig om sine indkøb. En del tøjbutikker spiller så voldsom musik, at man dårligt kan kommunikere med personalet.
    Men husk nu venligst, kære forening: fortæl hele Danmark, hvorfor Rema får prisen. Skriv det også direkte ud til alle de andre supermarkedskæder i håb om, at det kan komme til at gøre en forskel.

  2. Ilse Sand

    REMA 1000 BEHOLDER SIN NOMINERING

    Vi har i bestyrelsen besluttet, at Rema fortsat er med i konkurrencen om stilhedsprisen. Vi synes de skal æres, fordi de trods alt har en politik på området, selv om der er nogle få butikker, der ikke overholder den. Som Rema svarer på foreningens mail:

    ”Nu har jeg talt med vores salgsdirektør, der står for butikkerne. Vi har besluttet for lang tid siden, at vi ikke har musik eller radio i butikkerne, så han forstår det faktisk ikke 😊 Nogle gange tænder de måske for musik ude fra baglokalet, når de f.eks. fylder varer op i butikken udenfor åbningstid – eller tager en radio med ind i butikken uden for åbningstid, mens de fylder op. Men ellers er det ikke noget, vi er bekendt med. Men man skal huske på, at vi er et franchisesystem – så der kan være nogen – ikke noget vi kender til – der har taget sig den frihed at spille musik – men igen – det er ikke noget, vi er bekendt med, selvom jeg naturligvis tror på dem, der har skrevet ind … så I må nok beslutte, om vi skal tages ud af konkurrencen eller ej … da jeg ikke kan komme det nærmere…”

  3. Karen

    Vedr. fejlnominering: Rema1000 er ikke stille generelt.

    Kære rette vedkommende.

    Der er musik/radio med reklamer i de to Rema1000-butikker, jeg jævnligt benytter (Tommerup Stationsby og Skibhusvej, Odense C), så det er IKKE en støjfri butikskæde.

    Rema1000 bør derfor tages ud af momineringslisten, da butikskæden som sådan ikke kan nomineres til Stilhedsprisen.

    Hvis der er én konkret Rema1000 butik, som aldrig anvender baggrundsmusik eller radio, så kan denne enestående butik – og kun denne ene butik – nomineres og absolut ikke kæden generelt.

    Stille hilsner med vigtigt budskab,

    Karen Nymark

  4. Helene

    DET ER IKKE ALLE Rema1000 DER INGEN.MUSIK HAR! Her i Aalborg er der desværre radio i Rema1000 på Østerbro.
    Før nedlukningen havde min.kæreste og jeg en indkøbsoplevelse, hvor vi måtte gå til en medarbejder og spørge dem hvorfor vi skulle tvinges til at høre hhv Nik og Jay og sportsnyheder mens vi koncentrerer os om at handle. Det kunne hun self kke svare på.
    Min fætter er bestyrer af Rema1000 i Hornslet, og fortæller mig at Rema1000 er opygget sådan at de ikke har mellemmænd, købmanden der står for butikken bestemmer dermed mere selv, bl.a. om denne vil have baggrundsmusik eller ej. Også hvilke varer de får ind, bestemmer købmanden i højere grad end andre steder. De burde have en pris for faktisk at lytte til deres kunders ønsker.

    Desuden.mindes jeg ikke Rema1000 havde propaganda i højttalerne under plandemien, som Dansk Supermarked havde det, føj det var klamt.
    Det er.den slags der får folk til at gemme sig i høretelefoner og ikke tale sammen.

    Bemærkede I i øvrigt det sindssygt skarpe LED lys der blev sat op.i samtlige supermarkeder under plandemien?
    Jeg må bruge solbriller og kasket for at kunne holde mine hormoner i balance og mit nervesystem i ro, når jeg går i butikker.
    Jeg håber denne afstemning kan

    1. John Fredsted

      Tak for den oplysning. Så der er altså tilsyneladende ikke tale om nogen overordnet virksomhedspolitik fra Rema 1000 angående fravær af baggrundsmusik i deres filialer.

  5. John Fredsted

    Før jeg afgiver min stemme, er jeg nysgerrig angående Rema 1000. Er det en bevidst besluttet politik fra deres side af ikke at have baggrundsmusik, eller har de ‘bare’ sparet det væk?

    1. Karen

      Der er musik/radio med reklamer i de to Rema1000-butikker, jeg jævnligt benytter (Tommerup Stationsby og Skibhusvej i Odense C), så det er IKKE en støjfri butikskæde.
      Rema1000 bør absolut ikke nomineres til Stilhedsprisen, ikke som kæde i hvert fald. Hvis der er én konkret Rema1000 butik, som aldrig anvender baggrundsmusik eller radio, så kan kun denne ene butik nomineres og absolut ikke kæden generelt.

      1. John Fredsted

        Tak for den oplysning, der supplerer kommentar af Helene ovenfor. Jeg er enig: så bør Rema som kæde ikke nomineres til Stilhedsprisen.

  6. Morten Kuni

    Tænk hvis alle gjorde som Rema1000 – også indkøbcentre…
    Amager Centeret: Non-stop musak, tilpas højt til at man ikke kan slippe for det uanset hvor i Centeret man befinder sig – nåja, denne kunde mistede de for lang tid siden NETOP pga musakken…
    Jeg har (da jeg stadig kom der) snakket med dem der har butikker I AC, og jeg mangler at møde en som synes, at musakken er en god ide.
    Det gælder i øvrigt også FAKTA, som selv i deres pantmodtage rum spiller musik, OG jeg mangler fortsat at møde en medarbejder, som synes, at det er en god ide…

    Hvis jeg kunne afgive 2 stemmer, ville jeg have stemt på Henrik Strube også for hans fremragende indsats – måske burde jeg have gjort det, men måske får jeg chancen næste år ? Han må vel kunne genopstilles…

    1. Ove Steen Smidt

      En varm opfordring til at stemme på Rema som signal om et af samfundets værste støjproblemer: uønsket musik i det offentlige rum. Og en kraftig henstilling til foreningen om at bekendtgøre det vidt og bredt.

      1. Karen

        Det er desværre ikke alle Rema1000-butikker, der er stille. (Se min kommentar ovenfor).
        De to Rema1000-butikker, jeg benytter (Tommerup Stationsby og Skibhusvej, Odense C) spiller radio med reklamer. Og det er mega-irriterende og fortjener absolut INGEN Stilhedspris.

  7. Karin Jensen

    Jeg stemmer for Rema 1000.
    Efter indførelsen af musik i min “lokale” Netto, er jeg startet med at handle lidt længere væk i Rema 1000. I fred og ro, og mulighed for at koncentrere og fordybe sig.
    Det er et yderligere plus, at de har de allersødeste og servicemindede medarbejdere. Altid en venlig kassemedarb. Altid en venlig bemærkning.
    Rema 1000 har fortjent stilhedsprisen.

  8. Bodil Johansen

    Rema 1000 vil jeg gerne nominere til stilhedsprisen 2022. Skønt, at de ikke har musik fra højtalere i baggrunden, når jeg handler ind. Mange steder kan man alligevel ikke høre eller nyde baggrundsmusikken, da der jo sker mange andre ting i en butik, som så ofte alligevel overdøver musikken.

  9. Rita Breum

    Jeg synes at det ville være godt hvis vi nominerede steder der støjer i almindelighed, sådan at forstå at baggrundsmusik- også baggrundsmusik til fx spil, er noget der støjer mange steder.

    Derfor vil det være godt at nominere ALLE bibiloteker der laver “ Stillerum”, jeg HAR foreslået det før. Der er ET bibliotek i København der har stillerum, eller læsesal.
    Mit lokale bibliotek har ingen læsesal og ingen forståelse for mit forslag om at lave stillerum, svaret var at biblioteket var “for alle”- (bare ikke for de der har brug for ro.)

    mvh R Breum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *