Hjælp støjmageren med at forstå

Når jeg som barn og var allermest begejstret, blev min stemme meget gennemtrængende. Så råbte min far: ”Skru ned!”.

Jeg oplevede ham som en lyseslukker. Og jeg forstod ikke, hvorfor han ikke bare kunne dele min glæde.

Som voksen har jeg til gengæld erfaret, hvor ubehageligt, det er, at være udsat for uønsket støj uden at have mulighed for at stoppe eller undgå den.

En støjmager mangler at forstå, at mennesker er meget forskellige mht hvilke lyde, de kan lide. Han eller hun mangler desuden indsigt i, hvor stressende og pinefuld uønsket lyd kan være.

Du kan hjælpe vedkommende med at forstå ved at beskrive din støjsmerte så præcist som muligt.

Fortæl:

1. Hvilken uønsket støj er du udsat for?
2. Hvordan påvirker støjen dig?

Her kommer et eksempel:

1. Når jeg lige har lagt mig på drømmesengen i haven og naboen tænder for sin motorsav.
2. Jeg bliver ærgerlig, urolig, ked af det.

Et eksempel til:

1.  Når min nabo skruer højt op for musikken, og jeg gerne vil sove.
2.  Jeg bliver bekymret for, hvordan jeg skal klare den følgende dag med manglende søvn. Irriteret, fortvivlet.

Endnu et eksempel:

1. Når der er høj maskinstøj på min arbejdsplads.
2. Jeg bliver træt både psykisk og fysisk og bange for, at det skader min hørelse.

Hvis du deler dit eksempel nedenfor, kan du

– Hjælpe støjmagere med at forstå.
– Inspirere Vi Elsker Stilheds bestyrelse mht til kommende fokuspunkter.
– Hjælpe andre støjplagede mennesker med at finde ord for deres smerte.

Du kan skrive i kommentarfeltet nedenfor.
Hvis du gerne vil være anonym, skriver du bare et andet navn.

Jo bedre, vi bliver til at tale om vores oplevelse, når vi udsættes for støj, jo større er chancen for, at den, der støjer, en dag vil forstå.

Nogle mennesker udtrykker deres magtesløshed overfor en støjplage ved at tale nedsættende om den, der støjer, fx ved at kalde vedkommende en idiot eller en fuldstændig ligeglad.

Sagen er den, at der bare er noget, den støjende ikke har forstået endnu. Og det er altid – i alle konflikter – mere konstruktivt at sige noget om sig selv end noget om den anden.

Venlig hilsen Ilse Sand, formand og stifter af foreningen.

21 Comments

  1. Kirsten Nordenbæk

    Hvad gør man, når støjmageren ikke vil forstå/ er fuldstændig ligeglad ? Jeg håber, at min oplevelse igennem efterhånden en del år er enestående, men vi er ulykkeligvis
    udsat for en genbo, som trods mange henvendelser (også skriftlige), hvor vi har fortalt om hvor generende deres udendørs musik er for os. Vi har aldrig hævet stemmen, har altid bare forsøgt på en pæn måde at fortælle om vores lidelser. Vi har aldrig mødt forståelse, men snarere blevet beskyldt for, at der måtte være noget galt med os, og i øvrigt kunne vi jo anmelde det
    til politiet. Vi bor på landet, hvor man normalt forventer fred og ro, og der er da heller ikke andre, der opfører sig sådan.
    Hvad gør man i sådan et tilfælde ? Det er ikke sådan, at det er sen aftenmusik, men bare når som helst dag eller aften, de føler trang til at høre musik. Så må vi gå ind og lukke vinduerne. Hvad gør man ?
    De efterhånden meget fortvivlede

    1. I FORLÆNGELSE AF MIT TIDLIGERE INDLÆG PÅ DENNE SIDE:

      Lørdag d. 10. august 2020 bringer Berlingske et læserbrev skrevet af mig om uønsket musik i det offentlige rum. Mit aktivitet i forhold til denne problematik er i høj grad inspireret af denne forenings pris til Rødovre Centrum. Jeg vil gerne gentage min opfordring til, at andre medlemmer forsøger at bidrage, som jeg har foreslået i mit læserbrev. Tænk, hvis vi alle 2000 bad om at få musikken slukket i f.eks. restauranter og venteværelser; hvis vi skrev til Coop og Salling og fortalte, at musiklarmen jager os ud af butikkerne; hvis vi skrev til Movias ledelse og spurgte, om det kan være rigtigt at chaufføren må fylde busserne med popmusik.

      Venlig hilsen
      Ove Steen Smidt

      Mit læserbrev:

      Søren Jacobsen Damm har fuldstændig ret, når han 6/10 klager over personer, der diverterer os andre med musik fra deres medbragte afspillere på offentlige steder. Fornylig havde jeg mirakuløst held med at stoppe nogle ungersvende, der ville lade en mobiltelefon spille popmusik oppe på Hammershus slotsruin, mens vi andre prøvede at nyde udsigten.
      Men hvordan skulle disse mennesker vide bedre, siden det i dag er umuligt at færdes nogen steder uden at blive påført uønsket musikaflytning: i alle slags butikker med tøj og fødevarer, i lægens og tandlægens venteværelse, i omklædningsrum og motionscentre, i Movias busser hvor chaufføren ugenert har radioen gående, i barer og restauranter. Og det er altid den mest fladpandede, dagsaktuelle popmusik, som vi alle sammen forventes at slutte begejstret op om – selv i pænere restauranter, der i en anden tidsalder ville have haft en smokingklædt pianist til at klimpre stilfærdigt på flyglet. Sådanne steder er det stadig muligt at bede om at få musikken slukket eller dæmpet. Er det nu ved at være tid at stå sammen i et oprør mod dette støjhelvede og til at sige fra, når som helst det er muligt? Det skal der hermed lyde en indtrængende opfordring til.

  2. jean ax

    Hvorfor skal der næsten ALTID være underlægningsmusik i TV. Bl.a. i Go´morgen Danmark, når de fortæller om hvad vi kan forvente, at se i løbet af morgenen og NÆSTEN alle andre udsendelser. Når man kan høre musikken, er den efter min mening forkert. Man burde kunne vælge den fra på sin fjernbetjening.

  3. Sidste år sad jeg på et hotel i en lille by på Kreta, hvor vi holdt ferie. Alt her er vidunderligt: vejret, naturen, maden, kulturen, menneskene – med undtagelse af et bestemt forhold: ud over poolområdet ligger fra morgen til aften et lydtæppe af den dagsaktuelle popmusik, som er den samme overalt, i Danmark såvel som på ethvert feriested. Det er en pest!
    På restauranter i Danmark og resten af verden er det reglen, at der skal spilles popmusik ud over bordene. Bare at undgå at komme til at sidde i nogenlunde afstand af en højttaler er svært. At bede personalet slukke eller skrue ned er oftest en håbløs opgave.
    Jeg har naturligvis forståelse for restauranter, der byder på levende musik og musik, som har direkte relation til stedets kulturelle, geografiske eller etniske koncept. For da er musikken en del af det produkt, man køber som gæst. Men normen er jo i Danmark, at selv restauranter og butikker med tilknytning til f.eks. Italien, spiller almindelig pop.
    Jeg hørte om denne forening, da jeg så, at Rødovre Centrum var blevet præmieret for ikke at afspille musik. Og jeg glædede mig, for jeg bor selv tæt på centret og kommer der ofte. Men hvis man kommer ind i centrets enkelte butikker, er det stadig sådan, at man ikke kan koncentrere sig om sine indkøb og undertiden ikke kommunikere med personalet for musik.
    Går man til fitness, kværner musikken ud over træningslokalet, skønt de fleste har deres egen musik i det medbragte headset. I Rødovrehallen, hvor jeg går til gymnastik for seniorer, spilles der musik i omklædningsrummet. Jeg har fået en arrogant afvisning på en mail til hallens ledelse, hvor jeg spurgte, om man kunne blive fri.
    Jeg har udøvet musik og undervist i musik gennem et langt liv. Derfor er det meget svært, nærmest umuligt for mig at abstrahere fra musik, der spilles i min nærhed. Øret og hjernen tvinges til at følge med, selvom musikken som oftest er rædsom efter min smag.
    Men det er jo egentlig ikke det afgørende. Det centrale er, at man ikke kan få lov at færdes ret mange steder uden for sit hjem uden at blive tvunget til at høre musik, man ikke selv har valgt. Man kan ikke blive fri, når man køber ind, kører i bus, spiser på restaurant, opholder sig på et hotel. Der spilles hos frisøren og i venteværelset hos lægen og tandlægen; hos tandlægen endda i lokalet, hvor man bliver behandlet.
    Jeg tager undertiden mod til mig og prøver at sige fra. Og jeg har vænnet mig til at gøre en bemærkning om det, hvergang jeg anmelder et spisested på Tripadvisor og vil opfordre andre til at gøre begge dele. Man kan vel ikke gøre sig håb om at forandre hele verden på den måde. Men ideen kunne måske gå videre til lignende foreninger i andre lande. Og så vil jeg foreslå, at nærværende forening – ud over at præmiere udvalgte lokaliteter – får indført en art smileyordning og et register, der kan omfatte butikker, restauranter og hoteller, hvor kunder og gæster ikke påtvinges uønsket musiklytning. Og vi kunne være flere, der begyndte at sige systematisk fra og skrive om det i blade og aviser. Er der virkelig et folkekrav om, at der skal afspilles musik overalt? Eller kunne der i virkeligheden samles et folkekrav om at blive fri?

    Ove Steen Smidt, Rødovre

  4. Ludvig Feilberg

    NABO-MUSIK (synes ikke så aktuelt for tiden. Det er som om folk hører høj musik i deres biler, ikke hjemme. Det gungrer osse igennem, men kun kort tid til de slukker motoren. I forhold til hvad jeg har været igennem tidligere med nabostøj kan jeg kun hilse denne udvikling hjertelig velkommen)
    1. Når musik fra naboer i min etageejendom trænger igennem med basdunken.
    2. Jeg mister koncentrationen, bliver ulykkelig og spekulerer på hvor længe det bliver ved. I grove tilfælde, om jeg holder til at blive boende eller blot hvordan jeg kan planlægge at være mindre hjemme.

    HAVE-LARM
    1. Når der har været megen støj fra maskiner i mit beboelsesområde med etageboliger: klipning af hække – fræsning af ukrudt på kanter – løvblæsning på fællesarealer – græsslåning.
    2. Jeg bliver irriteret og ærgelig over at man sviner så megen tid til med denslags, der med mere omtanke og måske en beskeden udgift kunne minimeres. Dels ved brug af støjsvage maskiner eller kost fremfør løvblæser, dels ved et lidt vildere og mindre kedeligt haveanlæg.

  5. Jean Ax

    Tvunget ventemusik.
    Uforståeligt ! At jeg/vi ikke kan blive fri for vente(pause)musik, når jeg ringer op til et firma (de fleste) og der er optaget. Hvorfor er det ikke muligt, at gøre det valgfrit, det er vel en kundeservice. Et er, at jeg skal vente; men samtidig høre musik jeg ikke ønsker, gør ikke ventetiden lettere. Jeg kan intet andet foretage mig i ventetiden end at høre på den musik. Kan ikke se TV eller høre min egen musik. Lad mig få oplyst, hver 30 eller 60 sekunder, at jeg stadig venter og måske hvilket nr. i køen jeg er. Hvem har dog fundet på den idè ? og hvorfor har vedkommende ikke tænkt længere, vi har jo ikke alle samme musiksmag. Lad det da i det mindste være valgfri: Tryk 8 for musik og 9 for ikke, hvor svært kan det dog være, Hvis det
    SKAL være kundesere og ikke kundesikanering. Har spurgt mange af firmaerne, hvem den ansvarlige er, men får aldrig nogen tilbagemelding.

  6. Dette indlæg er måske et lyseslukker-indlæg, men i det store og hele tror jeg ikke længere på, at vi (de sensitive) kan gøre noget nævneværdigt ved disse ting. For det er gigantiske kræfter, vi er oppe imod. Verden har altid været de robustes og de ekstrovertes/fysisk udfarendes legeplads, og det vil den givetvis blive ved med at være. Når Elaine N. Aron i sin bog ‘Særligt sensitive mennesker’ skriver noget i stil med, at vi (de sensitive) på et tidspunkt vil opnå meget mere indflydelse, så tror jeg, hun er naiv.

    For ikke alene kan man med denne udfarende – og dermed næsten altid storforbrugende – adfærd forsøge at aflede sig selv fra sin eksistentielle angst (omend naturligvis ultimativt forgæves). Man kan tilsyneladende også opnå seksuel/forplantningsmæssig succes, for adfærden synes at blive seksuelt selekteret. Sidstnævnte er i mine øjne topmålet af planløshed, for er det ikke netop den adfærd, der nu – via tilstundende klimatisk destabilisering og ressourceudtømning – truer med at underminere grundlaget for liv på denne planet? Men det er selvfølgelig en helt anden diskussion.

    Jeg er bange for, at vi (de sensitive) vil skulle blive ved med enten at flygte (som Kirsten er inde på) eller barrikadere os selv, eller begge dele. Og det bereder mig en dyb sorg, samt lede ved den biologiske eksistensform. Når Lars von Trier i Melancholia lader hovedpersonen Justine udtale “Denne planet er ond. Der er ingen, der vil savne”, så har jeg en rimelig god fornemmelse af, hvad han havde i tankerne, da han skrev disse ord.

  7. Annette Løffler

    Tak for de mange gode eksempler, som jeg helt kan tilslutte mig. Jeg har normalt ikke problemer med lyde fra naturen, selvom en fugl, der bliver ved med at gentage det samme kald eller advarselsskrig, kan gå mig på nerverne. Solsorten synger trods alt meget afvekslende, så den har jeg ingen problemer med.

    Der bor dog en hund et par lejligheder væk, der er meget social og bliver helt ellevild, når den hører nogen gå forbi haven og den bliver ved med at gø. Men jeg hører det kun som støj og selvom jeg har det bedste høreværn, som jeg kan købe, tager det ikke den slags lyde. Jeg bliver vred over, at der ikke er nogen, der dæmper den ned. Jeg føler det som et angreb og får ondt i maven. Jeg ved ikke om jeg skal holde mig for ørerne eller på maven, men det hjælper ikke noget af det. Jeg bliver nogen gange helt desperat og deprimeret og føler mig magtesløs. Når jeg går forbi på stien og den gør ad mig, føler jeg mig uvelkommen og af og til siger jeg “stop” eller “jeg må godt gå her” eller sådan noget, men det hjælper selvfølgelig ikke noget.

    Det er især de menneskeskabte lyde, særligt motorstøj, der går mig på. Plæneklippende naboer, der smitter hinanden, når de slår græsset. Når den ene er færdig, starter den anden, så jeg kan blive helt desperat over støjen og ikke ved, hvor jeg skal vende mig hen. Der er dem, der siger at det hjælper at man selv sætter noget musik på eller noget, men det kan ikke overdøve støjen og bidrager for mig bare til at øge kakafonien.

    Et par huse længere nede bor en, der har en motorcykel. Her når det er godt vejr, skal den selvfølgelig luftes, og det virker som om, at den har svært ved at starte eller skal varmes op, før den kan køre. Mens den står og rumler, kan jeg blive så desperat at jeg råber “kør, kør” inde i min lejlighed. Det hjælper lidt på min egen frustration, men jeg har ikke overskud til at gå hen og spørge om han vil køre noget hurtigere, for jeg orker ikke at risikere at blive skældt ud eller ikke bliver forstået.

    Der flyver tit små fly over mit hus, og det har samme effekt som motorcyklen. Denne dybe rumlende lyd som gør ondt i maven, som jeg ikke kan dæmpe med høreværn, og som tager så lang tid før den forsvinder igen. Det er værst når det er godt vejr, for så er der mange fly og at sidde i haven er udelukket. Dem der flyver føler sig sikkert fri som en fugl og nyder det, men dem, der er lydfølsomme og skal høre på dem, har det helt anderledes.

    Jeg bor desværre tæt på et lille T- kryds, hvor der er mange biler, der skal holde og starte op igen, for at komme ud på en større vej. Denne støj er ikke høj nok til at kommunen vil gøre noget ved det, men det er en stadig gene, som det er svært at vænne sig til. Nogle dage er værre end andre, selvfølgelig. Jeg har ikke overskud til at flytte, og jeg bor tæt på en sø, som jeg er glad for at gå omkring. Jeg har købt støjdæmpende vinduer, men huset er så utæt, at det ikke hjælper på de støjgener jeg her har nævnt.

    For nogle år siden var der et avisbud, formentlig, der kørte på knallert forbi mit hus på gangstien midt om natten eller meget tidligt om morgenen en gang om ugen. Jeg var ved at blive vanvittig, fordi det vækkede mig, og det gav mig en angst, som jeg har svært ved at beskrive. Jeg kunne ikke finde ud af, hvilken avis han kørte for, og måske skød han bare genvej for at komme til et andet sted, så jeg gik til min andelsboligforening for at få dem til at gøre noget. Men jeg kunne ikke få dem til at forstå, hvorfor det var så stort et problem for mig. Det tog ham jo kun fem minutter at køre forbi, fik jeg at vide. Jeg havde ikke tid til at klæde mig på og komme ned, for at tale med ham på den tid det tog ham at køre forbi, og desuden var jeg for angst til at gøre det midt om natten. Jeg bad om at få flyttet postkasserne ned til parkeringspladsen, så det ikke var nødvendigt at gå eller i dette tilfælde køre på knallert, hen til dem, men det var der ikke flertal for i afdelingen. Bestyrelsen satte et skilt op med privat område, men da de ikke ville sætte bomme op, hjalp det ikke, og da jeg gik til politiet, fortalte de, at de ikke kunne gøre noget, når foreningen ikke bad dem om hjælp og desuden var der ikke meget de kunne gøre ved det.
    Jeg var ved at blive vanvittig og skrev et brev til bestyrelsen, hver gang han kørte forbi, og bad om at de gjorde noget. Jeg blev mere og mere desperat og sikkert også lidt vanvittig, indtil der kom en fra bestyrelsen og skældte mig ud og sagde at de ikke kunne gøre mere ved problemet og at jeg ikke skulle skrive mere. Jeg blev meget såret og ked af det. Jeg græd og råbte og skreg for at blive hørt. Men det gik langt om længe op for mig, at de heller ikke kunne gøre noget og at de havde følt, at jeg havde terroriseret dem med mine breve. Det gik også op for mig at de intet kendte til angst og lydfølsomhed og derfor ikke kunne sætte sig ind i, hvad det ville sige at blive vækket af den støj og flyve lige op i loftet, hvorefter det tog lang tid før nerverne faldt til ro igen bagefter og jeg holdt op med at ryste over hele kroppen. Jeg vil tro at det var en gammel angst, der satte ind for mig, oven i min PTSD, men jeg kunne ikke ændre min reaktion på støjen og kunne ikke blive hørt og følte mig magtesløs og meget deprimeret.
    En dag lå der en reklame for støjdæmpende vinduer i min postkasse fra bestyrelsen, som en pæn henvisning uden anden forklaring. Efter at have talt på knapperne bestilte jeg støjdæmpende vinduer og fik skiftet alle mine vinduer. Til min store frustration hjalp det desværre ikke på mine støjgener, hverken fra knallertkøreren, plæneklippere eller gøende hunde. Efter hvad der føltes som meget lang tid, fandt knallertkøreren heldigvis en anden vej til sin avisrute, for han forsvandt af sig selv. Knallertkøreren har sikkert aldrig forstået, hvilket stort problem han var for mig og jeg har prøvet at forstå og tilgive ham og bestyrelsen. Men jeg glemmer aldrig den følelse af at føle mig svigtet og ikke hørt og forstået og jeg er bange for at jeg ikke føler mig tryg ved bestyrelsen mere. Jeg havde brug for hjælp og blev skældt ud i stedet for.

  8. Tinka

    Uh, hvor jeg genkender meget af det andre beskriver.
    Bl.a. problemet med den ikke længere eksisterende ro på biblioteket. Det er ikke hverken hver dag eller uge, jeg er der, men alligevel…
    Nogle gange, når jeg knapt kan koncentrere mig om at vælge en bog fra hylden pga. lyden af nokia tunes, mobilknæver (endda på medhør) og højtråbende deltagere i lektielæsningssammenkomster, føler jeg næsten sorg over den tabte ro og stilhed, der var engang.
    At støj åbenbart er så accepteret overalt nu, trigger noget eksistentielt, og jeg stiller mig selv spørgsmålet: Er det her samfund overhovedet beregnet for et menneske som mig?…

    Lyd ) Viceværternes traktorer.
    Suk, igen i dag blev jeg vækket for tidligt af støjen, og dagen er ødelagt pga. træthed. Er irriteret over at de både forurenende og støjende traktorer ikke bliver skiftet ud med støjsvage, miljøvenlige el-køretøjer.

    Lyd ) Høj musik fra festende naboer.
    Ok for mig engang imellem. Det kommer an på hvor, hvad, hvor højt, hvor længe, hvor ofte….
    Fx er min kolonihave et sted hvor jeg slapper af, og nyder at gå og nusse om blomster akkompagneret af fuglesang og biers summen. Når jeg så igen igen ankommer til høj musik og fuldmandsråberi, er det en helt anden oplevelse. Først skuffelse over ikke at kunne opnå den sædvanlige ro og “væren” i min have. Bliver anspændt, irritabel, og kaotisk i hovedet.

    Lyd ) Mobilsnak på medhør for høj volumen.
    Bare irriterende. Både selve medhørslyden, og så det, at man skal høre på andres private samtaler.

    Fx i går da jeg sad og slappede af i min have, kom jeg praktisk talt til at vente sammen med i bagboen i kundeservicekø til hendes forsikringsselskab fra hun var nummer 17 i køen.
    Hvorfor skruer man ikke lidt ned for volumen i den halve times pausemusik og du-er-nu-nummer-x-i-køen? :-S

    Lyd ) Letbanens dør-lukke-signal
    De døre behøver virkelig ikke larme SÅ ubehageligt. Dem, der har bestemt det, benytter næppe selv letbanen. Jeg gør heller ikke – har ellers forsøgt. Efter to ture – eller rettere halvanden (jeg stod af i “utide”) opgav jeg. Så det bliver desværre ikke mig, der kommer til at rette op på skrantende passagertal.

  9. Kirsten

    Jeg elsker stilhed og hader støj ! Tak, fordi denne forening findes. Det er befriende at finde ud af, at man ikke er ene om de følelser, andre menneskers støj fremkalder.
    Jeg håber meget, at foreningen kan bidrage til et mere stille samfund – medieomtale er en rigtig vigtig ting, da mange mennesker ikke er bekendt med foreningens eksistens. Ville et medlemskontingent bidrage til at gøre foreningen mere kendt og dermed få større indflydelse ?
    Min egen værste støjgene er andre menneskers udendørs musik. Musik er et fremmedelement i naturen/udenfor/haven, der forstyrrer alle de naturlige lyde. Jeg bliver vred, frustreret, nervøs, ængstelig og meget ked af det. Man kan komme langt med gode, omgivelsesdæmpende høretelefoner, men man er efterladt med en følelse af at være på flugt, og det er ikke rart og næppe sundt.

  10. Det er nok ikke lydene i sig selv, der generer mig mest. Det er nok snarere den bagvedliggende hensigt med dem, der generer mig mest. Jeg forestiller mig, at der er to hovedkategorier: 1.) Lyde, der handler om (aggressivt, brovtende) at henlede fokus på sig selv (dyr som menneske), og 2.) lyde, der handler om at aflede sig selv fra sit eget indre liv (mennesker). Disse to typer kan godt forekomme hos samme person.

    Nogle eksempler på type 1:
    – Motorister, der har monteret larmende udstødningsrør på deres køretøjer, hvad enten det er en bil eller en motorcykel, som også nævnt af Thomas Brögger ovenfor. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera skriver i sin roman ‘Udødeligheden’ så passende følgende herom: “Det var ikke maskinen, der fremkaldte larmen, det var den sorthårede piges jeg; pigen havde, for at blive hørt, for at komme ind i andres bevidsthed, til sin sjæl fastgjort motorens larmende udstødning.”
    – En solsort, der sidder og kæfter løs i alle døgnets lyse timer for at gøre opmærksom på sig selv. Eller en due, der sidder og kurrer for at gøre det samme. Jeg kalder det personligt for ‘liderlarm’. Det generer mig helt abnormt. Det er desværre min opfattelse, at jeg står ret så alene med det problem – i hvert fald, hvad solsorten angår.

    Nogle eksempler på type 2:
    – Høj musik, til privatfester, til festivaler (for eksempel den for mig angstudløsende Northside-festival her i Aarhus), etc. Gerne i kombination med store mængder alkohol, naturligvis.
    – Aktivitetscentre på bibliotekerne, der tidligere var stilhedens og fordybelsens refugier – det er i dag kun et minde.
    – Evindelige events i stadig flere byer med stadig mere støj og forstyrrelser tilfølge.
    Det er min opfattelse, at blandt andre disse typer af aktiviteter skyldes det moderne menneskes forsøg på at overdøve et åndeligt (ikke religiøst) indre armod – et armod, der måske er en følge af manglende erfaring med og dermed tryghed ved en gang imellem at turde stoppe grundigt op i stilhed og stilstand for at vende blikket indad og mærke uroen, sorgen, etc. og anerkende deres eksistens som et grundvilkår ved det at være menneske.

  11. Niels M.

    For mig er der forskellige arter og niveauer af lyde/støj.
    Hyggelige: Fuglefløjt, sødt legende børn, civiliseret og dæmpet talende voksne.
    Acceptable: Nødvendig trafik og brug af havemaskineri i dagtimerne.
    Irriterende: Råben og skrigen, musik for åbne vinduer eller udendørs – dag/aften – som kan høres, når man er udendørs.
    Helt uacceptabelt: Så høj musik/skrigeri at det trænger ind i ens hjem, når man har døre og vinduer lukkede.
    Mordlystfremkaldende: Så høj musik/skrigeri at det trænger ind i ens soveværelse efter sengetid.

  12. Christel Wilms

    Skrigen og råben fra børn (Og voksne) på trampoliner og i haven i øvrigt, samt unødvendig konstant kørende radio/musik i nabohaverne. Jeg bliver forstyrret, nervøs, irriteret, vred og ked af det. Jeg har investeret i et sommerhus i meget stille omgivelser med god afstand mellem husene, men har fået nye naboer til 2 sider for nyligt. De siger, at de er kommet for stilheden, men installerer med det samme begge to kæmpetrampoliner med en masse skrigende unger på. What?!!

  13. Liese Sonne

    Jeg er i Sverige i øjeblikket på vores ødegård, midt inde i en skov. Det er vidunderligt.
    Mit største problem med støj er, hvis der kører en radio/TV og nogle snakker samtidig eller hvis jeg er et sted med flere forskellige radiostationer kørende med hver deres musik el. lign.

  14. Thomas Brögger

    Fantastisk initiativ og her kommer et par eksempler:

    1. Vi bor i fornuftig afstand til nærmeste store vej og kan typisk ikke høre nogen trafikstøj. Desværre er der en særlig type bilister og motorcyklister der tilsyneladende stræber efter at jeres køretøjer skal støje så meget som muligt og som generer ekstremt meget larm når de starter eller accelerer.
    2. Støjen er yderst generende ved aften-og nattetide når man gerne vil sove, men også i dagtimerne hvis man f.eks. sidder i haven.

    1. Der skal naturligvis være plads til at naboer må holde fest, hvor støjniveauet er noget højere end normalt. Desværre afholder en del mennesker i nabolaget fester hvor der er skruet ekstremt højt op for musikken, og hvor folk desuden råber højt til hinanden – ofte til langt ud på natten.
    2. Støjen fra “dakkedak” musik med kraftig bas er meget generende og det er særligt irriterende at “kulturen” i Danmark tydeligvis er at man ikke synes at man skal tage den mindste smule hensyn til sine omgivelser når der holdes fest. Det ville være dejiligt med klare regler på området så der er grænser for hvor høj musikken må være ved nærmeste nabo, samt hvilke tidsrum der må spilles høj musik.

  15. God ide med dialog. Jo mere jo bedre. Selv udkommer jeg med min 3. stilhedsbog, “Mine stillesteder” 10.11.20. Følger efter bestselleren “Stille København” og “Stille Odense”. Den nye og 3. kommer hele landet rundt og viser hen til de stillesteder, jeg har oplevet og opsøgt gennem et langt liv, 74 år.
    Udkommer på Bogforlaget Frydenlund og koster 149,-.
    Vh Peter Olesen, http://www.peter-olesen.dk (se under bøger/ titler på vej)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *