Prisoverrækkelse på Egholm 29. april 2019

Egholm er modtagere af Stilhedsprisen 2019.

 Læs her hvad formand for foreningen Camilla Lærkesen, sagde i overrækkelsestalen den 29.april 2019

“På foreningens vegne vil jeg gerne sige tusind tak, fordi vi måtte komme og være en del af jeres familie festival. 

Og tusind tak for den kæmpe indsats, I gør for at bevare det her fantastiske naturområde. 

Vi har været her nogle timer nu, og jeg har blandt andet været med ude at smage på økologiske vilde urter med naturvejleder Esben Buch. Og nu hvor jeg har været her selv, gør det mig kun endnu mere glad og stolt over, at det er mig, der får lov at overrække jer denne anerkendelse i dag. 

Jeg vil sige et par ord om prisen, inden I får lov at overtage den. 

Vi uddelte den første Stilhedspris i 2012. Og jeg fik æren af at overrække endnu en Stilhedspris sidste år. Men aldrig før, har vi oplevet en nomineret med så massiv opbakning, så mange nomineringer, så mange lokale stemmer og så festlig en overrækkelse. 

Vi uddeler Stilhedsprisen for at hylde dem, der hjælper med at bevare og fremme den naturlige stilhed. Dem, der gør en ekstraordinær indsats. Dem, der tør lave noget larm for at få noget ro.

Det kræver stort arbejde, stor tålmodighed og stor lungekapacitet at råbe politikerne op. Og I bliver utrætteligt ved. I har min største respekt.

Det er desværre ikke en enestående sag, at et naturområde står til at lade livet til fordel for en motorvej, for arkitekttegnet liebhaveri eller for en motorcrossbane.  

Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om al det byggeri bidrager til udvikling – eller afvikling. 

For der er ingen fortrydelsesret på sådan en motorvej.  

Jeg håber af hele mit hjerte, at I får lov at bevare stilheden og naturen på jeres smukke ø.

Det her er vores måde at sige tusind tak for jeres store arbejde. Tak fordi vi måtte komme til jeres festival. 

Jeg ønsker jer stor tak, stort tillykke og fortsat god festival. “

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *