I en undersøgelse foretaget af Miljøministeriet og Landbohøjskolen konkluderes det, at stilhed er absolut topscorer på danskernes oplevelsesønskeseddel, når de går i skoven.
Rigtigt nogen nyhed kan man måske ikke kalde det. For undersøgelsen blev publiceret i 1997, med data fra 1976/77 og 1993/94. Men mon noget egentligt har ændret sig siden?
I undersøgelserne gav man de adspurgte personer et antal gule papkort med en tekst på. Teksterne beskrev ting eller fænomener, som man kunne tænkes at støde på i skoven, så som ‘stilhed’, ‘et bord med bænke’, ‘to cyklister’, ‘et udsigtstårn’, ‘en bunke affald’, ‘en rytter’, ‘et egern’, ’10 knallertkørere’. De adspurgte skulle rangordne kortene, sådan at det, de helst ville møde i skoven, lå øverst. I begge undersøgelsesomgange blev ‘Stilhed’ favorit.
Rapportens forfattere finder det bemærkelsesværdigt, at ‘stilhed’ opnår den højeste gennemsnitlige vurdering af samtlige mulige fænomener, man kunne tænkes at møde i skoven. De skriver: “Det er næppe alene fysisk stilhed, der har betydning; mon ikke f.eks. fuglesang er foreneligt med ‘Stilhed’? – Måske antyder dette resultat i virkeligheden mere om en vigtig årsag til skovture, end det ville være muligt at afdække ved en række mere direkte spørgsmål? – Men opfattelsen af begrebet ‘Stilhed’ varierer givetvis bl.a. fra person til person, fra sted til sted og fra det ene tidspunkt til det andet: Nogle kan finde ‘Stilhed’ i Charlottenlund Skov, andre søger dybt ind i Rold Skov.”
Det har de nok ret i. Men uanset disse variationer i betydningen af, hvad stilhed i det hele taget er, så tror vi nok, at det stadig står højt på ønskesedlerne, også i 2011.
Kilde: Friluftsliv i skovene 1976/77-1993/94. Frank Søndergaard Jensen & Niels Elers Koch; Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole & Miljø- og Energiministeriets Forskningscenter for Skov & Landskab; Forskningsserien nr. 20 – 1997