På baggrund af nogle af vore medlemmers klager over lydforhold i biografer har vi skrevet et åbent brev til Brancheforeningen Danske Biografer, hvori vi har opfordret til opmærksomhed om lydniveauerne.
Vi fik meget hurtigt et svar fra Danske Biografer, som vi gerne vil kvittere for. Af svaret forstår vi, at biograferne gør sig megen umage og mange overvejelser for at møde biografgængernes behov. Det vil vi naturligvis gerne anerkende og vi understreger, at vi ikke på noget tidspunkt har ment, at der skulle være noget galt med alle biografforestillinger til alle tider. Men vi kontaktes helt naturligt af de mindre tilfredse kunder, og det er deres sag, vi har ønsket at tage op.
Vi er glade for, at lydforholdene i så høj grad har biografernes bevågenhed, og vi lykønsker biograferne med succesen med at sikre roen blandt publikum under forestillingen.
Bestyrelsen